Hvorfor ryster min hund på hovedet?

Har du en hund, som ryster på hovedet? Eller måske hunden kradser sig i ørene med bagpoterne?

Ofte kan det være på grund af øregangsbetændelse - og det skal der gøres noget ved! Her lærer du, hvordan du opdager betændelse i ørerne hos hunden og om behandling af øregangsbetændelse.

Sådan opdager du øregangsbetændelse hos hunden

Når du løfter på ørene vil du opdage, at øret måske måske føles lidt varmt og kan være rødt. Typisk vil der også ses mere brunlig eller sort ørevoks i øregangen, og nogle gange er der en helt speciel sødlig lugt fra ørene. Og ørerne klør, så hunden ryster på hovedet og kradser i dem - nogle gange så meget, at der også kommer sår.

Ørebetændelse hos hund - huddyrlæge Kerstin Halberg www.huddyrlægen.dk

Hvorfor får hunden øregangsbetændelse?

Øregangsbetændelse kan betyde, at den ene eller begge øregange er inficeret med bakterier, svamp eller i sjældne tilfælde parasitter. Særligt bakterier og svampe trives i varmt og fugtigt miljø og har derfor de helt rette betingelser for vækst i ørene.

Nogle gange kan det også være på grund af et  fremmedlegeme i øregangen, For eksempel kan hunden have fået et græskorn i øregangen af at løbe i en græsmark.

Men det kan også komme efter at hunden har været ude at bade i havet. Endelig er det meget almindeligt for hunde med allergi at få øregangsbetændelse - ofte flere gange i løbet af et år.

Hvordan behandler jeg øregangsbetændelse hos hund?

Typisk vil en behandling af øregangsbetændelse starte med grundig ørerens, som løsner al ørevoksen. I nogle tilfælde får patienten også medicinske dråber til at dræbe svampen og/eller bakterierne.

Inden behandlingen er det vigtigt at stille diagnosen korrekt. Er det svamp? Er det bakterier? Hvilke slags? Eller er det måske et fremmedlegeme?

Dyrlægen vil derfor kigge ned i øret og ofte tage en prøve fra øregangen og undersøge den i mikroskop, for at kunne starte den helt rigtige behandling. Nogle bakterier er mere hårdføre end andre og kræver anden og mere længereværenede behandling som fx Pseudomonas bakterier.

Bakterier i ørene kan udvikle resistens overfor antibiotika. Nogle gange kan det derfor være nødvendigt at sende en prøve af bakterierne til et laboratorium for at fastlægge hvilken medicin, der kan dræbe dem.

Ørene er en del af huden. Hvis din hund har gentagne problemer (mere end tre gange om året) med ørene, eller hvis den kløer sig andre steder samtidig, kan det være tegn på allergi.

Hvis det er tilfældet bør du overveje en dybere udredning for at finde ind til årsagen - for eksempel hos en huddyrlæge.

Vidste du at 25% af alle øregangsproblemer er pga foderallergi? Tænk hvis din hunds ører kan helbredes med ørerens og et foderskifte? 😉

Skal jeg hjælpe dig?

Hvis du har et dyr med allergi eller anden hudlidelse, eller hvis du er dyrlæge, som vil henvise en patient, er du velkommen til at kontakte mig.