Min hund klør sig – kan det være allergi?

Der kan være mange årsager til at en hund klør sig. Kløe kan komme af parasitter som lopper og mider. Herudover kan en hudinfektion med svamp eller bakterier, , som kan opstå for eksempel efter en lille rift, også give kløe. Men det kan også være på grund af allergi.

Hvordan ved jeg, om hunden har allergi?

Har din hund været i behandling, men har gentagne gange problemer med kløe, kan det være tegn på allergi. Kløen kan for være begrænset til lysken, poterne, ørerne eller andre steder. Typisk er hunden over 1 til 2 år før den udvikler allergi. Cocker Spaniels, Golden Retriever og Schæfer er blandt de racer, der har øget tendens til allergi. Andre symptomer på allergi kan være flåd fra øjnene, løs mave eller tilstoppede analkirtler. Kløen kan være sæsonbetinget, men kan også være konstant over hele året. Det kommer an på hvad hunden er allergisk overfor.

Hvordan tester man, om hunden har allergi?

Man kan teste for allergi ved at tage en blodprøve og måle mængden af allergenspecifikt antistof mod bl.a. pollen, foder og støvmider. Man kan derimod ikke teste for om en hund skulle komme til at udvikle allergi.  Blodprøven til test for allergi måler mængden af antistoffer som kroppen danner når den uhensigtsmæssigt har reageret på fx pollen, støvmider eller protein i foderet. Antistofferne stiger først når allergien er udviklet, og der er derfor man ikke kan teste inden. Det er derfor først, når symptomerne er opstået, at der kan udredes for allergi ved hjælp af en blodprøve.

3 x per år år - reglen:

Har dyret mere end 3 gange på et år et eller flere af følgende symptomer (hver for sig eller på samme tid)....
  • Irriterede ører
  • Røde eller irriterede poter
  • Hot spot
  • Hudirritation f.eks. i lysken
  • Fyldte analkirtler
... er det tegn på en hudlidelse, der kræver mere end symptombehandling.

Skal jeg hjælpe dig?

Hvis du har et dyr med allergi eller anden hudlidelse, eller hvis du er dyrlæge, som vil henvise en patient, er du velkommen til at kontakte mig.