Klør din hund i ørene?

Klør din hund i ørene? Der er flere årsager til kløe i ørene, men en af dem er øregangsbetændelse, også kaldet otitis.

Hvorfor får hunden betændelse i ørerne?

Øregangsbetændelse kan betyde at øregangene er inficeret med parasitter, bakterier, svamp. Det kan blusse op hos allergihunde, men kan også komme efter at hunden har været ude at bade. Bakterier og svampe trives i varmt og fugtigt miljø, og har derfor de helt rette betingelser for vækst i ørene.

Hvordan behandles hundens ører?

Typisk vil en behandling bestå af ørerens og medicinske dråber til at dræbe svampen og/eller bakterierne. Det er vigtigt at stille diagnosen på hvilke bakterier der er tale om, for at kunne iværksætte den rigtige behandling. Nogle bakterier er mere hårdføre end andre og kræver anden og længere tids behandling som fx Pseudomonas.

Bakterierne i ørene kan som med andre bakterier udvikle resistens overfor antibiotika. Det kan derfor være nødvendigt at sende en prøve med bakterierne til et laboratorie for at fastlægge hvilket antibiotikum der kan dræbe dem.

Kan hunden have allergi?

Ørene er en del af huden. Hvis din hund har gentagne problemer med ørene, eller kløer den sig også andre steder kan det være tegn på allergi.

Du er altid velkommen til at spørge mig til råds, hvis du oplever problemer med ørene hos din hund eller kat.

Sådan opdager du øregangsbetændelse hos hunden

Når du løfter på ørene vil du opdage, at øret måske måske føles lidt varmt og kan være rødt. Typisk vil der også ses mere brunlig eller sort ørevoks i øregangen, og nogle gange er der en helt speciel sødlig lugt fra ørene. Og ørerne klør, så hunden ryster på hovedet og kradser i dem - nogle gange så meget, at der også kommer sår.

Ørebetændelse hos hund - huddyrlæge Kerstin Halberg www.huddyrlægen.dk

3 x per år år - reglen:

Har dyret mere end 3 gange på et år et eller flere af følgende symptomer (hver for sig eller på samme tid)....

  • Irriterede ører
  • Røde eller irriterede poter
  • Hot spot
  • Hudirritation f.eks. i lysken
  • Fyldte analkirtler

... er det tegn på en hudlidelse, der kræver mere end symptombehandling.

Skal jeg hjælpe dig?

Hvis du har et dyr med allergi eller anden hudlidelse, eller hvis du er dyrlæge, som vil henvise en patient, er du velkommen til at kontakte mig.